Vores vision og mission​

Vision

I Danmark arbejder tusindvis af dygtige professionelle hver dag med at skabe de bedste vilkår for samfundets børn, unge og voksne. Selskabets berettigelse er i at støtte op om dette arbejde ved målrettet og ihærdigt at fremme, at viden, der er og skabes på området, kommer dem til gode. 

Selskabets vision er således, at alle borgere skal bringes i en bedre livssituation ved at de fagprofessionelle arbejder ud fra et evidensbaseret grundlag.

Evidensbaseret praksis er en proces, hvor praktikeren både kombinerer aktuel bedste viden fra forskning med professionel ekspertise og etik samt med borgerens forudsætninger og præferencer i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af en aktivitet/indsats.

Robust viden om effekter, implementering og målgrupper er således en afgørende del af evidensbaseret praksis. Samtidig anerkendes det, at professionel praksis er udtryk for et professionelt skøn, der netop tager hensyn til den enkelte borgers ressourcer, situation og ønsker. 

Det professionel skøn skabes gennem uddannelse og træning af de fagprofessionelle samt ved den kultur og ledelsespraksis, der er på de professionelles arbejdsplads.

Mission

For at realisere ovenstående vision er det Selskabets strategi, at:

  1. kvalificere praksis og vidensproduktion
  2. fremme samarbejde mellem nøgleaktører
  3. sikre interessevaretagelse.

Selskabet vil kvalificere praksis og vidensproduktionen ved at gennemføre aktiviteter, som styrker den enkelte praktikers og organisations kapacitet til at arbejde evidensbaseret. Det er altafgørende, at de professionelle skal involveres som medskabere af evidensbaseret praksis. 

Det betyder, at Selskabet vil skabe mødesteder for professionelle og mellem vidensproducenter og praktikere i form af praksispaneler, gåhjemmøder, konferencer og workshops.

Selskabet fremmer samarbejde mellem nøgleaktører – forstået som praksis, uddannelse, organisationer, forskning, og ministerier – ved at skabe mødesteder for udveksling af viden og erfaringer. Visionen er at øge sandsynligheden for, at de mange gode initiativer, der allerede foregår på området, koordineres samt bygger videre på andres erfaringer.

Selskabet arbejder med interessevaretagelse for at fremme, at politisk udvikling tager afsæt i og skaber mulighed for en styrkelse af en evidensbaseret praksis. 

Det er afgørende, at udviklingen af viden er afsæt for udviklingen af politik, ligesom det er afgørende, at omsætning, behov, kompetenceudvikling og implementerbarhed er en integreret del, når der udvikles viden.

Firma​

​​Dansk Selskab for Evidensbaseret Praksis i Velfærd

CVR: 38260456

Kontakt os​

​Telefon: 51 90 62 14

E-mail: Info@sebp.dk